Om Hotel Skanderborghus
Skanderborg Sø og Lillesø i Dyrehaven i Skanderborg har i flere hundrede år været et yndet udflugtsmål for skanderborgere og andet godtfolk. Civilingeniør Jørgen Glud øjnede det unikke sted og byggede i 1961 Hotel Skanderborghus – med Kaj Jensen som arkitekt.
Hotellet havde 26 dobbeltværelser og 17 enkeltværelser og blev opført på den smalle passage midt mellem Skanderborg Sø og Lillesø – lige i kanten af bøgeskoven.
Jørgen Glud drev hotellet indtil han gik bort i 1970.
Fantastisk beliggenhed og et utal af muligheder
Flere ejere har siden haft stedet, som også er blevet moderniseret gennem årene. I 1974 blev den berømte danske arkitekt Verner Panton blandt andet bedt om at modernisere hotellet med nye møbler, tæpper og ikke mindst de berømte Pantella-lamper, som stadig findes på enkelte værelser på hotellet.
I 1985 undergik hotellet en ombygning og antallet af værelser blev øget til 43.
I 2018 købte ægteparret Claus og Britt Slott hotellet, og driver det i dag som hotel til overnatning, populære ophold, selskaber, restaurant, møder og konference mm.
I dag ligger hotellets flotte rammer og de naturskønne omgivelser op til fordybelse og afslapning, men tæt på er der også mange oplevelser og muligheder for at være aktiv. Kun få hundrede meter fra hotellet ligger Skanderborgs hyggelige bymidte med gode shopping-muligheder. Og i omegnen er der gode muligheder for lystfiskeri, sejlsport, svømning, golf og tennis.
På hotellet er der i dag 55 nyistandsatte værelser (10 helt nye) – nogen endda med balkon. Alle værelserne har en pragtfuld udsigt til søen og skoven.
Madoplevelser med skøn udsigt
Den fantastiske udsigt har I også fra restauranten, hvor I kan nyde en middag og morgenmad. I restauranten serveres veltillavet mad inspireret af såvel det danske som udenlandske køkken.
Efter middagen kan I slappe af med en drink ved pejsen eller nyde en aftentur ved søen.
Vi glæder os til at byde dig velkommen på vores hotel.